Thurø Sejlklub
Komfuret i Egely har længe trængt til udskiftning. Det er nu sket!
Vi har valgt en model fra Bertos som bruges i storkøkkener. Det er en af de få professionelle modeller der har samme størrelse som det gamle.
Klubmedlemmer som har prøvet at lave mad i Egelys køkken har de seneste par år oplevet at ovnen i det gamle komfur var utilstrækkelig hvad angik opvarmning og til at fastholde en ønsket temperatur, og det på trods af flere reparationer undervejs.
Ved at vælge en lignende model som den gamle kunne vi snart løbe ind i de samme problemer igen. Det ville vi gerne undgå. Vi har været omkring flere muligheder både i den billige og dyre ende af prisskalaen, men det rimelige valg faldt på det der står der nu.
Der er seks gasblus til rådighed. De skal tændes med lighter da der ikke er gnisttænding. Det var også det første der gik i stykker på det gamle komfur!
Ovnen i det nye komfur er lidt mindre, men til gengæld er den bedre isoleret. Det er en konvektionsovn med en effektiv varmluftblæser. Det betyder hurtigere opvarmning og at temperaturen kan holdes.
Og så var vi heldige at få ekstra ovnplader med i handelen. Nogen mener der er for mange plader, men de kan da stuves væk. Havde der været for få, havde det nok også været galt!
Nu kan der fremover fremstilles og serveres varm mad til klubbens og medlemmernes arrangementer så vi håber I tager godt imod det nye komfur.
Nye møbler.
Når man så har lavet god varm mad, skal man også sidde komfortabelt og nyde det. Derfor har vi anskaffet nye stole og borde. Stolene er polstrede og kan stables og bordene er sammenklappelige. De er lette at håndtere og kan hurtigt flyttes rundt efter behov uden at gulvet bliver beskadiget.
Der er endnu ikke udarbejdet en plan for hvordan møblerne skal placeres efter endt brug. Men det kommer.
Kaj
Husudvalget