Beretning fra bestyrelsen ved generalforsamlingen 22. februar 2026

Beretningen indledes med 1 minuts stilhed for de af vores medlemmer, som er gået bort i 2025.

Det er med meget stolthed og ydmyghed over vores fælles klub, at jeg i dag får lov at læse bestyrelsens beretning for det forgangne år op. Vi er fortsat Fyens største sejlklub og den 13. største i Danmark. Vi er ekstremt bredt funderet og står på mange ben. Tursejlere og broliggere ved vores egne broer, handicapafdeling som emmer af godt humør og optimisme, ungdomsafdeling der strutter af sejlglade børn og unge, kæmpestor og meget veldrevet J70 afdeling der skaber sejlglæde for over 100 medlemmer hver uge, danmarks største afdeling for pigesejlads, kapsejladsudvalg som arrangerer en af Danmarks største kølbådskapsejladser Ø-havet rundt, Sauna og vinterbadning som gør brugerne glade i låget, Sejl og studer som er med til at skabe et socialt netværk for studerende, Sejlerskolen som trygt og professionelt uddanner nye sejlere, Hobieafdelingen som er med til at fastholde ”den svære” aldersgruppe fra 15-20 år.

Hertil kommer der parkeringsudvalg, husudvalg, broudvalg, følgebådsudvalg, seniorgruppen, IT og kommunikation, samt blad der er med til at klistre det hele sammen, så vi alle i hverdagen oplever en klub hvor tingene fungerer.

I gryden puttes der så et hav af engagerede frivillige, som finder glæde og tilfredsstillelse ved gang på gang at stille op og yde en fantastisk indsats for klubben og for os.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke bestyrelsen for samarbejdet det forgangne år. I har ydet en kæmpe indsats både på de indre linier og på de ydre linier. Så kan I tænke, hvad er det som sker på de ydre linier. Det er ikke altid så synligt. Her yder Jesper en meget stor indsats i forhold til hele de politiske system og kommunen. Motivering af fonde og strategisk tænkning. Jesper har også i 2025 brugt mange timer på arbejde med helhedsplanen. Store projekter er ofte en svær fødsel og tager lang tid.

Lone bruger ugentligt mange timer på kasserjobbet. Der er bare orden i penalhuset og med Lone på posten kan vi alle sove roligt om natten. Det er ikke nogen bolsjebutik vi drifter efterhånden. Vi har i 2025 en omsætning på godt 3,3 mio. Der er mange krav vi skal efterleve og lovgivning vi skal rette ind efter.

Esben trådte ind i bestyrelsen da sekretærjobbet blev ledigt. Tak Esben for altid at gå super seriøst til opgaven. Du laver et stort og solidt stykke arbejde både i bestyrelsen og i husudvalget. Der er drive og orden på tingene når du går til en opgave.

Bjerne som i bestyrelsen repræsenterer sejlads og aktivitet har i 2025 været en del af havnegruppen sammen med Lis Mylenberg, Mads Flyger og Peter Pedersen. Kæmpe tak til hele gruppen for arbejdet med havneprojektet. Bjerne har sidst i året 2025 brugt mange timer på havneprojektet for at få landet de sidste ting rigtigt. Bjerne er også vores repræsentant overfor C.G. Jensen. Kæmpe tak for dit arbejde her også Bjerne. Du lægger rigtig mange timer også i øjeblikket.

Sofie og Anne har repræsenteret ungdom i det forgangne år. Det har været en fornøjelse at have jer med i bestyrelsen. Altid gode input og konstruktive forslag fra jer. Gode spørgsmål og kærlige skub har I været garant for. Der har været meget flot styr på ungdomsafdelingen. Økonomi med videre har stået snor lige.

Endelig også en stor tak til Peter der repræsenterer huse og anlæg i bestyrelsen. Peter har lige som flere andre også et civilt job og kan ikke altid deltage på bestyrelsesmøder. I 2026 bliver Steffen Andersen substitut for Peter på bestyrelsesmøder når Peter ikke kan være med.

Stort set hele bestyrelsen deltog i november i Dansk Sejlunions Klubkonference i Århus. På de forskellige Workshops som der er i løbet af dagen, hører vi om mange forskellige emner. Det er inspirerende at være med og få mulighed for at snakke med ligesindede.  De udfordringer vi måtte have, har de typisk også i andre klubber.

En af de ting som jeg hæftede mig ved, var at formanden i DS udtalte at små klubber i fremtiden vil få sværere ved at overleve. Kravene til bogføring m.v. er de samme om du er lille eller stor.

Igen blev vi bekræftet i den store styrke vi besidder, fordi vi er stor og solid og står på mange ben.  Vi har ikke tilbagegang i medlemmer, det har stort set alle andre klubber. Vi har medlemmer i alle aldre. Det er langt fra alle der står i den situation. Der er nogle der stort set kun har medlemmer over 60 år, det er ikke levedygtigt på den lange bane, hvis du skal kunne blive ved med at eksistere som klub. Der bliver set op til os fra Thurø og vi høster stor anerkendelse fra andre klubber. Vi havde også egen foredragsholder med i år i form af Susanne Skovgaard som fortalte om pigesejlads på en af de Workshops der var.

Klubben udvikler sig heldigvis hele tiden. Stilstand er det samme som tilbagegang kan man godt sige. Vi er åbne for nye initiativer og aktiviteter i vores klub. Det har vi faktisk altid været, det skal vi være stolte af. Der har været engagerede kræfter som har taget arbejdshandsken på og ydet en indsats og formet klubben til det som den er i dag. Det betyder ikke, at vi skal stoppe her.

Vi skal blive ved med at følge med tiden og være åbne overfor de ting som rør sig. Den måde man sejler på ændrer sig, det som man sejler i ændrer sig. Taskesejlere var et begreb som vi hørte om for vel 10 år siden første gang. Det er sejlere, som gerne vil opleve glæden på og ved vandet, men de ønsker ikke nødvendigvis selv at have båd. Dem har vi heldigvis mange af i vores klub. Vi arbejder med at skaffe penge til Wing Foil, det er en form for vindsurfing. Det kan være med til at tiltrække unge mennesker og nye typer af medlemmer. Det er for unge mennesker og folk som føler sig unge – det er for alle. Det er endnu et eksempel på, at vi er nødt til hele tiden at have antennerne ude, så vi kan tiltrække og fastholde medlemmer. Ellers ender vi som mange andre klubber.

Med tilskud fra lokalrådet havde vi sommeryoga på havnen en del søndage. Det var åbent for alle og der var 15 – 35 deltagere. Stor succes og vigtigt i forhold til at vi også åbner os for omverdenen. Det vægter højt når vi søger tilskud og fonde, at vi ikke alene kigger ind ad, men også er villige til at dele vores faciliteter med andre.

Saunaen er også et meget stort aktiv i forhold til, at vi fastholder medlemsskaren. Det er ganske enkelt blevet et brag af en succes og dampen står nærmest ud af saunaen i døgndrift.

Som noget nyt har vi i år præsenteret ”Frivillig i Glimt”. Det er en ny måde at være frivillig på. Vi vil gerne have et korps af frivillige, vi kan hente hjælp hos. Det kan være personer, som ikke har lyst til at træde ind i et udvalg, men gerne vil lægge nogle frivillige timer i klubben til nogle afgrænsede opgaver. Der er heldigvis en del som har meldt sig, og der kommer jævnligt flere til. Vi vil gerne at flere ligger nogle få timer, end at de slet ikke har lyst til frivilligt arbejde fordi man ikke vil forpligte sig i et udvalg.

I marts måned blev vi kåret som årets idrætsforening i Svendborg Kommune. Det er stort at kunne hente sådan en titel til klubben. Den får vi jo også kun fordi vi gør os fortjent til den. Det er vigtigt, at vi gør et stykke arbejde i forhold til at ”gøre opmærksom” på os selv. Når vi bliver bemærket hjælper det os i forhold til fondsansøgninger, kommunen og mange andre ting. I 2026 har TSK 2 kandidater indstillet Benedicte Teglhøj og Ingeborg Andersen.

Her i starten af 2026 har vi fået nedsat et eventudvalg. Der begynder at tegne sig et billede af noget rigtig godt. Vi vil rigtig gerne mere socialt på tværs af afdelingerne i klubben. Måske skal vi også hen ad vejen have en frivilligfest, hvor vi hylder dem som yder en frivillig indsats i klubben.

Fællesspisningerne kører fortsat med stor succes hen over vinteren. Bestyrelsen startede i efteråret med et nyt initiativ nemlig ”Fredagsbar”. Første gang var incl. standernedtagning, her mødte ca. 50 op. Næste gang var med overrækkelse af fondsdonation til arrangement for parkinsonforeningen i J70 regi. Her var vi ca. 25 deltagere.  I starten af januar blev fredagsbaren til Nytårskur med ca. 70 deltagere. Den seneste i starten af februar var ca. 35 mødt op til for at høre lidt om havnebyggeriet. Det har været hyggeligt og uformelt lige at kunne mødes til en snak. Jeg vil gerne opfordre til at man møder op – unge som ældre.

Arbejdet med renovering af spuns og plads er i fuld gang. Det har været tiltrængt at få arbejdet gjort og det bliver skønt at kunne tage det i brug når sæsonen for alvor starter igen. Vi har valgt at etablere vaskeplads, fordi vi forventer at miljøkrav kun vil blive øget fremadrettet. Vaskepladsen er støttet med fondsmidler fra SEF. Om vi skal have både på pladsen igen har skabt noget debat i efteråret. Bestyrelsen har valgt at sende forslaget til afstemning her på generalforsamlingen, mere om det senere.

Der har løbende over året været møder i Sejlsport Sydfyn regi. Det er normalvis Jesper og Mette der deltager i møderne. Der er meget værdifuld erfaringsudveksling på møderne. Det drøftes også om der skal laves et samarbejde omkring træning for ungdomssejlere på 15-20 år. Denne gruppe er svær at fastholde og det er vigtigt der er et attraktivt tilbud til dem.

Man er altid velkommen til at deltage på et bestyrelsesmøde hvis man som medlem eller udvalg har en god idé, eller andet som man ønsker at drøfte.

Vi vil i bestyrelsen meget gerne være tæt på udvalgene. Vi forsøger så vidt muligt at være repræsenteret på årsmøder og Mette vil også meget gerne deltage på et udvalgsmøde i løbet af året. Man kan altid række ud og bede om hjælp, hvis der er noget som brænder på.

Igen i år har vi haft mange gæstesejlere og vores indtægt på gæstepladsleje ender lidt højere (ca. 6%) end året før. Vi har valgt at reklamere for os selv i Marinaguiden. Desuden er vi med i havneguiden qva vores medlemskab hos FLID. Der er også mange som har fået øjnene op for den store ankerplads Thurø Bund. Der har vi en solid konkurrent særligt på de rigtig gode dage.

Her kommer nu lidt for vores forskellige afdelinger. Udvalgenes beretninger er udkommet i Gambøtposten og jeg forudsætter selvfølgelig at I har læst dem inden generalforsamlingen.

Handicapafdelingen
Sæsonen bød på både gode og udfordrende sejldage. Der er investeret i bedre udstyr, bl.a. kapper til rullefokke og nye hjul til bådstativer, som letter arbejdet og beskytter materiellet. Afdelingen er stærkt afhængig af fonde og frivillige, og der er et klart behov for nye, yngre hjælpere. Uden gode og stabile hjælpere ingen handicapsejlads. En ny mast til en Twinbåd er undervejs med fondsstøtte. Ønske om bedre adgangsforhold for kørestolsbrugere. Formandsskifte: Flemming Helskov overtager efter Erling Justesen.

Husudvalget
Husudvalget har varetaget klubbens arrangementer samt løbende drift og vedligehold af Egely og Havnehuset. Der er gennemført hovedrengøring, udskiftning af armaturer, radiatorer og inventar samt oprydning i værkstedet. Rengøringsfirma er skiftet, hvilket har forbedret kvaliteten men øget udgifterne. Der arbejdes med spildevandsseparering i Egely (krav fra kommunen) og med klimasikring samt terrasseudvidelse ved Havnehuset. En stor tak rettes til seniorerne for deres omfattende frivillige indsats.

J70-afdelingen
Aktiviteten er fortsat stigende med over 100 sejlere ugentligt og nu 6 J70-både. Året har budt på træningslejr, stævner, events og med bl.a. med Parkinsonforeningen, folkeskoler og erhvervssponsorer. Blue People har igen haft flot tilslutning. Sportsligt højdepunkt var sejren i Sejlsportsligaens 2. division samt flotte resultater i 1. division og ved andre mesterskaber.  Sammenhold og frivillighed vægtes højt, og økonomien er sund takket være fonde, sponsorer og stigende kontingenter.

Kapsejladsudvalget

De har været et udmærket, men turbulent år, med fokus på aftenkapsejladser og Øhavet Rundt. Der blev afholdt 15 aftenkapsejladser i 2025. Deltagelsen i aftenkapsejladserne er stabil (39 tilmeldte både).  Øhavet Rundt blev professionelt afviklet med stor frivillig indsats. Arrangementet modtog 40.000 kr. i fondsstøtte og blev løftet socialt og kvalitetsmæssigt. Trods øget markedsføring deltog kun ca. 50 både – færre end håbet. Kun 17 både fra Thurø Sejlklub deltog, hvilket var skuffende. Efter mange års virke har Ole Jensen, Lars Løvschall, Hans Knudsen, Carl Nielsen, Dorte Olrik, Jan Olrik, Anette Hoff og Per Røssel valgt at stoppe i udvalget. Den udvikling som klubben er ved at tage, er desværre ikke noget som alle i udvalget er lige glade for og enige i.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en særlig tak til vores æresmedlem Hans Knudsen som har været en del af klubben og mange udvalg siden klubbens start i 1940!! Hans har nu rundet 91 år, og jeg forstår godt at han ikke længere har lyst til at ”ride” Øhavet rundt på ryggen af en følgebåd. Af hjertet TAK Hans for dit kæmpe store engagement gennem en menneskealder.

 

Parkeringsudvalget

Det blev så 2. år med parkering og Q-park som motivator til overholdelse af vedtagne parkeringsregler. Der har gennem 2025 været et positivt samarbejde med de forskellige udvalg. Antallet af medlemmer som betaler for parkeringstilladelse er nogenlunde uforandret. Vi står stadig lidt i et vadested i forhold til parkeringsbehov, da kun ca. 1/3 af Thurinerhusene er solgt.

Pigeudvalget

Først 2 spændende vinteraktiviteter med mavedans og foredrag om havet. Til sæsonstart kunne udvalget byde velkommen til 41 pigesejlere og 2 mandlige skippere på J70’erne. Sæsonen har budt på et meget varieret program med både teori og praksis. Mange gode kapsejladser. Pigerne har hjulpet til ved Ø-havet rundt og ved Sydfynsk Mesterskabet. Det giver god mening at kunne hjælpe og det har stor betydning for begge parter. Der er mange hjælpere der bidrager til at de hele går op i en højere enhed. Der bruges både private både og klubbåde til pigesejlads.

Sejlerskolen

Det har været en fantastisk og lærerig sæson. Masser af oplevelser og stærkt fælleskab kendetegner sejlerskolen. Der er i år blevet sejlet i 5 J70’ere og en privat Impala 27. Vejret har været med sejlerskolen langt de fleste tirsdage i 2025. Holdstørrelserne blev reduceret fra fire til 3 elever pr. båd. Det gave mere plads og ro i bådene. Sejlerskolen skal i 2026 have fundet en ny formand, da Peter har valgt at træde tilbage.

Ungdom

Leg, Kammeratskab og sommeraftener er noget af det der hører til sejlads i TSK ungdom. Der har været 6 hold i ungdomsafdelingen. Krabber, hold 1, 2, 3 og 4 + Zoom8 og Fevajoller. Det er et stort logistisk arbejde at få det hele til at gå op. Men når man hjælper hinanden og alle er opmærksomme går det hele. Vi har mange unge trænere som selv har sejlet i klubben som nu er trænere i afdelingen. Sejlsport kræver lidt mere af forældrene og heldigvis træder de til. Der har været et utal af aktiviteter i afdelingen hen over sæsonen. Det har været en flot sæson med traditioner og ny ting der er kommet til.

Dygtige ungdomssejlere har sejlet internationale trofæer hjem til klubben Benedicte Teglhøj har vundet VM og også taget bronzemedalje til EM i Zoom8. Valdemar Juul har vundet Bronze til JEM i Europajolle.

Kommunikation og IT og Bladudvalg

Rigtig mange har taget rigtig godt imod vores hjemmeside og bruger den. Tak for det. Den er blevet mere brugervenlig og også mobilvenlig. Aktivitetskalenderen har fået et løft og flere er blevet flinke til at bruge den. Der er dog stadig plads til at flere bruger den. Gambøtposten udkommer fortsat 4 gange årligt og bladet forsøger at afspejle klubbens aktiviteter på tværs af alle udvalg. Bladet udkommer elektronisk og nogle få annoncører, DS, biblioteket m.fl. får stadig bladet fysisk.

Sauna

Sjette år med Sauna og vinterbadning i TSK. Nu 84 brugere. Kæmpe succes som vi kan være stolte af vi åbnede op for. Saunaen tjener rigtig mange penge til klubben. Fællesskabet omkring saunaen fungerer rigtig fint. Der passes godt på tingene og brugerne er flinke til at rydde op efter sig. Det er sundt for helbredet og man bliver glad i låget.

Sejl og studer

Der sejles fortsat om tirsdagen. Særligt har der været stor aktivitet før sommerferien. I september meldte 4 engagerende sejlere fra SIMAC sig på banen i forhold til at drive Sejl og Studer videre. Oure højskole har hjulpet med at få sejlerne på vandet, så flest mulige får mulighed for at være med.

Hobie

Igen har Hoieafdelingen haft en god sæson med flere stævner. Der er blevet sejlet fra både den runde lystbådehavn og Gambøt. Sejlerne fra Hobieafdelingen har afholdt sommersejl som igen i år var en stor succes.

Vi har et ekstremt højt aktivitetsniveau i klubben. Vi har et hav af udvalg. Det er båret af frivillige kræfter og jeg vil vurdere at min. 80-90 frivillige i udvalg m.v. et medvirkende til at udvalgene fungerer og aktiviteterne kører hen over året. Kæmpe stor tak skal lyde til jer.

Der skal også lyde en MEGET stor tak til afgående udvalgsformænd og udvalgsmedlemmer. I har leveret et enormt stort stykke arbejde for Thurø Sejlklub.

Og igen uden frivillige ingen klub. Vi kan ikke anerkende og takke nok for den indsats der er rigtig mange der gør.

Jeg har faktisk også læst, at man lever længere når man laver frivilligt arbejde. Så er der mange der bliver gamle her i Thurø Sejlklub.

Der er rigtig mange forskellige interesser i vores klub. For den handicappede er handicapsejlads det vigtigste og for en Pigesejler er pigesejladsen det vigtigste. Sådan er har vi jo alle forskellige præferencer for, hvad vi synes er væsentligst i vores klub. Det er vigtigt at vi kan rumme alle de forskellige interesser.

Dette var ordene i årets beretning. I ønskes alle en rigtig dejlig sejlsæson 2026. Om det er tursejlads, kapsejlads eller noget helt 3. er ikke så vigtigt. Det vigtige er sejlglæden.

Mange tak til husudvalget for igen at sørge for klagøring til generalforsamlingen samt kaffe og rundstykker til os alle.

Til slut et kæmpe HURRA for sejlklubben og Suset fra Thurø Bund.

Bestyrelsen