Vinter er ikke som vinter var før. Klubben udvikler sig og vi flytter os med. Sejlsport er ikke længere sæsonbetonet, som det var i “gamle” dage. Nu kan der i princippet sejles det meste af året.

Klubben har i mange år haft opbevaring af både på pladsen ved havnehuset. Kommende vinter renoverer vi kajanlæg og det betyder at der ikke kan stå både på pladsen. Det har givet anledning til en drøftelse i bestyrelsen i forhold til bådopbevaring ved sejlklubben fremadrettet. Vi har besluttet, at det ikke længere vil være muligt at opbevare private både på vores begrænsede areal.

  • Det er meget få broliggere der har glæde af det. Det er kun ca. 20 ud de godt 80 private broliggere vi har har haft plads på havnen
  • Vi kører rigtig meget klubgrej væk til opbevaring andre steder, hvor vi betaler for at have det stående. En del af dette grej kunne blive på pladsen, hvis der var plads til det, Økonomisk har klubben meget lidt ud af bådopbevaringen alt taget i betragtning
  • Master opbevaret på havnen bliver “låst” i forhold til hvornår man kan få dem ud og ind når der står både på pladsen
  • Blokvogn og lastbiler giver et relativt stort slid på arealet

Det betyder, at vi bryder med nogle traditioner og det sociale i at stå på pladsen. Det har vi stor respekt for. Derfor har vi også gjort os mange overvejelser omkring dette inden beslutningen er taget.

Vi håber, at man finder ind i nye fællesskaber der hvor man fremover kommer til at stå med sin båd ved af- og tilrigning. Heldigvis forenes vi jo alle på havnen, når man kommer i vandet i løbet af foråret.

Bestyrelsen