
Aftenkapsejladser 2026
Tiden er inde til at blive tilmeldt aftenkapsejladserne.
Programmet kan ses herunder.
Online tilmelding:
Tilmeldte både, klik her
Deltagergebyr for alle 17 sejladser er kun kr. 300,-, og skal være betalt på en af ovenstående måder senest den 20. april 2026.
For at deltage i sejladserne skal båden være tilmeldt, og der skal være indbetalt startgebyr.
Husk der er gratis kaffe, brød og hyggesnak efter hver sejlads, og dette foregår i og udenfor havnehuset.
Præmieuddeling sker mandag den 28. september kl. 19:00 i Thurø Sejlklubs klubhus Egely, hvor der som altid vil være lidt godt til ganen.
Sejladsprogram
Regler
Der sejles efter World Sailing kapsejladsregler 2025 – 2028 med Nordic Sailing Federation og DS.’s forskrifter samt de bestemmelser, der fremgår af dette sejladsprogram.
Meddelelser til deltagerne
I tilfælde af ændringer i sejladsprogram, deltagerliste, resultater, måltal eller tilsvarende, vil dette blive slået op på Thurø Sejlklubs hjemmeside https://thuroesejlklub.dk
Hvis en Sejlads aflyses f.eks. pga. vejret, vil det blive oplyst på hjemmesiden under resultatlister, ud for den sejlads det drejer sig om, senest kl. 17:30 den pågældende dag.
Sejladsen kan også blive aflyst senere, hvis det vurderes at det er uforsvarligt at sejle, eller i tilfælde af total vindstille. Dette vil blive signalleret på Dampskibsbroen eller dommerbåden.
Se for øvrigt hvordan vejret er i Gambøt lige nu, tryk på sol eller mobil: https://thuroesejlklub.dk
Ledelse
Har du spørgsmål i forbindelse med kapsejladserne, kan følgende personer kontaktes:
Steen Egedesø. tlf. 24205288. mail: steen0203@gmail.com
Henrik Snitker. tlf. 24647194. mail: henriksnitker@hotmail.com
Lars Richter Jørgensen. tlf. 40567012. mail: lrjodense@live.dk
Tobias Skov. tlf. 40405544. mail: tobiasskov@icloud.com
Carl Nielsen. tlf. 2048 5875. mail: carlselv@gmail.com
Banerne og sejladserne

Datoer for aftenkapsejladser i 2026
Husk seneste tilmelding er d. 20. april
Der er aftensejladser på følgende datoer:
Forår: 27/4 – 4/5 – 11/5 – 18/5 – 1/6 – 8/6 – 15/6 – 22/6 – 29/6
Sommerferie i juli.
Efterår.: 3/8 – 10/8 – 17/8 – 24/8 – 31/8 – 7/9 – 14/9 – 21/9
I alt 17 aftenkapsejladser.
D.v.s. 17,65 kr. pr. sejlads. Det er stadig meget billigt!
Præmieuddeling sker mandag den 28. september kl. 19:00, i Thurø Sejlklubs klubhus Egely, hvor der som altid vil være lidt godt til ganen.
Dommerstade
På Dommerbåden eller i særlige tilfælde på Dampskibsbroen. Herfra sættes alle signaler.
Inden sejladsens start vil banen blive angivet med tallene for mærkerne 1 – 2 – 3 – 4 – 5 på hvide plader med sorte tal, således at mærkerne rundes i samme rækkefølge, som tallene er anbragt – regnet fra oven og ned. Der vil så vidt muligt blive ophængt skilte synlige fra begge sider af dommer båden.
Talangivelsen kan ikke ændres efter kl. 18:45 og fra 1/9 kl. 18:15, hvorfor det ikke er nødvendigt at kontrollere banen efter disse tidspunkter, og derved genere startende både og dommere.
Det samme tal kan godt forekomme flere gange f. eks. 1 – 4 – 1.
Mærkerne
Mærkerne fremgår af søkortudsnittet. (Banekort).
Mærke 1 – udlagt mellem Fredskov og Revet. (10’ 41’ 80 Ø – 55’ 1’ 75 N) Også kaldt Valborgs Kasse mærket.
Mærke 2 – Revbøjen (sydmærke).
Mærke 3 – Stenodden (østmærke).
Mærke 4 – udlagt ved Dyrehave (Tåsinge). (10’ 40’ 00 Ø – 55’ 00’ 70 N) Også kaldt Valdemars Slot mærket.
Mærke 5 – Østmærket på Middelgrund
Der ud over indgår altid nedennævnte 2 faste søfartsafmærkninger i banen.
Det grønne mærke ved Grønneodde skal altid holdes om bagbord på vejen ud, og skal altid holdes om styrbord på vejen hjem.
Østmærket på Middelgrund:
På vejen ud:
– hvis første mærke er 1 eller 2, skal østmærket holdes om bagbord.
– hvis første mærke er 3 eller 4, skal østmærket holdes om styrbord.
På vejen hjem:
– hvis sidste mærke er 1 eller 2, skal østmærket holdes om styrbord.
– hvis sidste mærke er 3 eller 4, skal østmærket holdes om bagbord.
– Østmærket er også benævnt mærke 5, og kan derfor også indgå i banen midt i sejladsen. F.eks bane 1 – 5 – 1. Men ovenstående gælder altid, så østmærket skal altid rundes på vej hjem.
Start- og mållinje
-Mellem redningsstige med orange/hvid redningskrans på dampskibsbroen og midt cockpit i dommerbåden. Alternativt den røde opankringsbøje hvis dommerbåden ikke er udlagt.
Afkortning af bane
Der er mulighed for at banen kan afkortes, og måltagning kan derved finde sted ved et af banemærkerne. Kort tid før første båd nærmer sig, afgives 2 lydsignaler og signalflag ”S” sættes.
Målgang er så mellem dommerbåden og det pågældende mærke.
Starterne
- start kl. 19.00, 2. start kl. 19.05, 3. start kl. 19.10, 4. start kl. 19.15 o.s.v.
Fra 1. september går 1. start kl. 18.30, 2. start kl. 18.35, 3. start kl. 18.40, 4. start kl. 18.45 o.s.v.
Startprocedure:
Banesignal for omsejlningsretning (rødt eller grønt flag) sættes inden startproceduren går i gang.
Kl. 18.55 – 1 lydsignal og talstander 1 sættes
Kl. 18.56 – 1 lydsignal og signalflag P sættes
Kl. 18.59 – 1 lydsignal og signalflag P nedtages
Kl. 19.00 – 1. start, 1 lydsignal, talstander 1 nedtages og talstander 2 sættes
Kl. 19.01 – 1 lydsignal og signalflag P sættes
Kl. 19.04 – 1 lydsignal og signalflag P nedtages
Kl. 19.05 – 2. start, 1 lydsignal, talstander 2 nedtages og
talstander 3 sættes o.s.v.
I september startes ½ time tidligere.
Bemærk endvidere
Fra 5 minutter før 1. start og til sidste start er afsluttet, må startlinjen ikke passeres fra banesiden (fra Lunkebugten).
Det vil sige, at der i ovennævnte periode altid skal sejles vest om det udlagte startmærke, når man kommer fra banesiden. Både som krydser startlinjen er stærkt generende for de både som skal starte, og for de dommere som skal kontrollere at starten forløber planmæssigt, og dette kan derfor medføre diskvalifikation. Kapsejladsudvalget kan også skriftligt give advarsler eller påmindelser om dette.
Denne regel gælder ikke for både som er i gang med egen startprocedure og derved allerede kapsejler.
Og Både der ikke er ved at starte, skal naturligvis altid holde klar af startende både, og blive væk fra startområdet indtil signaler for egen start går i gang. Overtrædelse af dette kan medføre diskvalifikation.
Tyvstart
I tilfælde af tyvstart, gives vedvarende lydsignal, og signalflag X sættes fra dommerstadet, og de pågældende båd(e) skal omstarte ved at sejle tilbage over startlinjen, eller uden om dommerbåden og starte igen. Undlades omstart tillægges 10 min. på bådens sejltid.
Når alle tyvstartede både har omstartet fjernes signalflag X igen, dog senest ved 1 minut til næste start.
Omstart
Omstart af et helt løb med ny startprocedure, vil ikke finde sted.
Tidsbegrænsning
Sejladsen afsluttes senest kl. 21.30, og efter 1. september kl. 21.00. Både som ikke har krydset mållinjen inden dette tidspunkt registreres som udgået.
Lanterneføring
Deltagende både har pligt til efter solnedgang at føre reglementerede styrbord-, bagbord- og agterlanterne. Sker der havari på lysanlægget, skal der omgående sættes et klart, hvidt lys, synligt hele horisonten rundt. Overtrædelse af denne regel kan medføre diskvalifikation.
Efter mørkets frembrud er det en stor hjælp til dommerne, hvis man lyser op i ens eget sejl med en lygte, således at sejlnummer og evt. klassetegn kan ses.
Løbsinddeling
Fremgår af deltagerliste på hjemmesiden https://thuroesejlklub.dk fra onsdag i uge 17.
Dommer
Jobbet går på skift mellem de deltagende både, hvor man typisk hvert 2. – 3. år skal agere dommer.
Dommerliste for foråret lægges på klubbens hjemmeside inden 1. sejlads, og listen for efteråret kommer i løbet af foråret.
Når en båd har dommervagt, stiller den med min. 2 mand i Gambøt senest kl. 18:00, efter 1/9 dog 17.30.
Thurø Sejlklub har entreret med dommerbåd inkl. skipper og medhjælper. I tilfælde af problem med at Thurø Sejlkub kan stille dommerbåd til rådighed, vil dommerbesætningen blive kontaktet.
Alle både som bliver tildelt dommervagt, vil modtage en mail med en vejledning i hvorledes jobbet kan/skal udføres.
Hvis besætningen på den båd, der har dommervagten, ønsker at sejle i egen båd, skal dette oplyses senest dagen før sejladsen til dommerbådsfører Carl Nielsen på tlf. 2048 5875 eller mail: carlselv@gmail.com
Respitberegning
Resultaterne beregnes efter Thurø-lystal, som er et måltalssystem, hvor måltallet fastlægges af kapsejladsudvalget efter bedste skøn og erfaring. Thurø-lystal har ingen sammenhæng med de tidligere i dag udgåede lystal fra DS, men er et handicap, som gives ud fra den pågældende båds og besætnings evner.
Lystal kan om nødvendigt blive korrigeret efter forårssæsonen.
I meget specielle tilfælde kan det vise sig nødvendigt, at korrigere lystallet efter få sejladser.
Både som i løbet af sæsonen får korrigeret lystallet, vil få en oplysning herom på mail eller SMS. Øvrige deltagere kan se det på den gældende deltagerliste på https://thuroesejlklub.dk.
Har du ændret f.eks. sejlføring markant i forhold til sidste år, bedes dette oplyst i forbindelse med tilmeldingen.
Flerskrogsbåde sejler efter Texel mål iht. liste fra Dansk Sejlunion Texel mål.
Resultater for dagens sejlads vil hurtigst muligt efter afslutningen være at finde på https://thuroesejlklub.dk.
Pointberegning
1. plads = 1 point
2. plads = 2 point
3. plads = 3 point
o.s.v
En udgået båd får point svarende til antal fuldførte både + 2.
En båd der ikke starter får point svarende til antal fuldførte både + 3.
En båd som er dommer får point svarende til en 1. plads.
Hvis der er gennemført 14-17 sejladser fratrækkes 3 sejladser, 10-13 sejladser giver 2 fratrækkere, 5-9 sejladser giver én fratrækker. Eftertilmeldes en båd i løbet af sæsonen, vil den tildeles sidstepladser i de tidligere sejladser, som den ikke har deltaget i, uden at det ændrer de andre bådes allerede tildelte point. Tilmeldte både vil tælle med resten af sæsonen, også selvom båden ikke deltager.
Præmier
Ved præmie uddelingen den 28. september kl. 19.00 uddeles præmier for hver 3. tilmeldte båd i hvert løb.
Påtage sig en straf
Skulle du være uheldig at lave en fejl imod en af dine konkurrenter, er det muligt at lave en et-runde vending omkring dig selv, dvs. 360 graders vending. Dette ændrer Kapsejladsreglerne regel 44.1, og på den måde kan du nemt og hurtigt rette din fejl og undgå en protestsituation.
Protest
Opstår alligevel en situation hvor det er nødvendigt at lave en protest, skal Kapsejladsreglernes del 5 anvendes. En protest skal altid markeres med protestflag, og den der protesteres imod skal prajes, og ved målgang skal der mundtligt over for dommerbåden tilkendegives at der er protest.
Protestskema kan afhentes i havnehuset efter aftenens sejlads eller på Dansk Sejlunions hjemmeside, og skal afleveres personligt til en fra kapsejladsudvalget eller fremsendes til kapsejlads@thuroesejlklub.dk senest dagen efter sejladsen.
Protesten behandles så vidt muligt efter efterfølgende sejlads, eller på andet nærmere bestemt tidspunkt.
Ansvar og ansvarsforsikring
Deltagerne deltager i aftenkapsejladser på deres egen risiko. Thurø Sejlklub påtager sig ikke noget ansvar for materielskade, personskade eller dødsfald, der opstår som følge af eller før, under eller efter sejladser. Deltagende både skal have gyldig ansvarsforsikring.
