Thurø Sejlklub

Det har været en heftig uge. Thurø Sejlklub og “Sejl og Studér” har trukket den ene overskrift efter den anden i medierne. Hold nu op hvor har det været vildt. Vi er for alvor med i kapløbet om at vinde Danskernes Idrætspris 2018.

 

Torsdag kom forløsningen så. Vi er er gået videre efter opløbet med de øvrige kandidater fra DR P4 Fyn. 

 

Vinderne i hvert P4 distrikt går videre til landsfinalen, hvor det er DIF’s bestyrelse, der først vælger tre finalister ud, og herefter afgør hvilket idrætsinitiativ, der skal vinde prisen. Vinderen afsløres den 5. januar 2019 ved TV Showet SPORT 2018 som sendes på DR.

 

Danskernes idrætspris er en pris, der går til det bedste initiativ i idrætsdanmark 2018. 

 

Prisen fokuserer på foreningsidrætten i Danmark. Prisen gives til det projekt, aktivitet eller initiativ der på inspirerende vis, er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark.Vi kan være super stolte af at være nået så langt som vi er. Tænk om vi går hele vejen……

 

Se her artikel fra Fyns Amts Avis i går lørdag.

 

https://www.fyens.dk/svendborg/Overlegen-sejr-i-afstemning-Thuroe-Sejlklub-et-skridt-naermere-stor-idraetspris/artikel/3301387

 

DET ER FOR VILDT! Vi har alle lov til at være MEGET stolte

 

 

– Og så tilbage til dagligdagen.

 

Uden den ingen klub og ingen afdelinger der kører, så den er også vigtig. Vi når kun hertil fordi vi er mange som løfter og gør en stor indsats i TSK. Der er et utal af frivillige hænder ind over vores aktiviteter. Vi har mange opgaver som skal løses. Det bliver de og det skyldes at så mange har lyst til at yde et frivilligt stykke arbejde for vores Sejlklub. TAK for det.  Det skaber Livskvalitet gennem fællesskab.

 

Årsmøderne afvikles i øjeblikket i de forskellige afdelinger og der er højt aktivitetsniveau selvom vi er gået lidt i vinterhi. I denne uge er der årsmøder hver aften, orienter dig på hjemmesiden og i Gambøtposten.

 

Alle udvalg og underudvalg er blevet bedt om at komme med input til vores medlemsundersøgelse. Hvad vil det enkelte udvalg gerne blive klogere på i forhold til brugerne i de enkelte afdelinger?

 

Aftenen om strategi den 24. oktober blev desværre igen aflyst grundet manglende tilmeldte. Det oplæg som skulle have være vist ligger nu på hjemmesiden under fanen bestyrelse og “strategiaften”.

 

Strategierne ligger fortsat på hjemmesiden under fanen bestyrelse. “Strategier – møde den 31. maj 2018″.

 

Print Friendly, PDF & Email