Thurø Sejlklub

Nyhedsbrev fra bestyrelsen oktober 2018

Snart bliver standeren strøget for i år, sikke en skøn sejlsæson vi har haft.

 

Bestyrelsen har afholdt møde i denne uge. Mødet var sammen med Henning Hansen fra Sporthouse. Henning har kørt vores klubudviklingsforløb sammen med os, og mødet var en opfølgning på, hvordan det står til hos os i Thurø sejlklub.

 

Vi fik taget temperaturen, blev skubbet lidt til og blev mindet om værktøjerne fra klubudviklingsforløbet og alle de andre gode ting vi fik med os. Nogle havde vi stadig helt styr på, andre var blevet skubbet lidt i baggrunden.

 

En sund øvelse, så vi husker “at holde snuden i sporet”.

 

I den forbindelse skal vi minde om datoen for orienteringsmøde om strategi, indbydelsen som tidligere er sendt ud kommer her:

Strategi – en underlig fisk? 

Som lovet på generalforsamlingen inviterede bestyrelsen til orienteringsmøde om strategien for klubudvikling d. 31. maj, men grundet lille fremmøde blev orienteringen udskudt.

Bestyrelsen vil derfor gerne invitere til orienteringsmøde om strategien for klubbens udvikling d. 24. oktober 2018.

Der arrangeres fælles spisning før mødet, som starter kl. 18.00 i Egely.

På mødet vil bestyrelsen fortælle om hvorfor strategi ikke bare er en skrivebordsøvelse for bestyrelsen, men at strategi er noget der berører alle medlemmer.

Der vil blive vist lidt video med eksempler på hvordan strategien kan genkendes i sejlklubbens aktiviteter.

Fokus vil være på den sportslige strategi, samt på strategien for fastholdelse og rekruttering. 

Mød op og få et kig ind i fremtidens Thurø Sejlklub. 

Orienteringsmødet er for alle – også dem, der synes at strategi er underlig fisk!

Tilmelding til Ib Oldrup via mail ib@oldrup.org senest den 20.10.

Inna Krat står for maden – derfor vel mødt og mange tak til Inna!

 

DS klubkonferencen løber af stablen den 16. + 17. november og fra klubben deltager Steen Andersen, Thomas Buch Nielsen og Jacob Jensen.

 

Et stort tillykke skal også lyde til vores J70 liga sejlere som siden sidst har sejlet sig op i 1. division. SÅDAN – stærkt sejlet.

 

Husk også at orientere jer om datoer for årsmøderne i seneste nummer af Gambøtposten. Mød gerne op til møderne, det giver god dynamik.

 

Sejlerskolen er udkommet med et meget flot kursuskatolog som er for alle medlemmer, husk at orientere dig i det, der er helt sikkert et eller flere kurser du skal med til hen over vinteren.

Print Friendly, PDF & Email