Thurø Sejlklub

Bestyrelsen har afholdt møde mandag den 26. oktober.

 

Fredag fik vi igen nye og mere restriktive Coronaretningslinier. Dem skal vi som sejlklub selvfølgelig også efterleve. Vi må nu være max 10 personer forsamlet og fra den 29. oktober skal vi have mundbind på når vi går ind i vores klublokaler Egely og Havnehuset. Når vi sidder ned må vi tage mundbindet af. For børn og unge op til 21 år, må der stadig afvikles foreningsaktiviteter og her må man incl. trænere og ansvarlige personer forsamles 50 personer. Husk fortsat at holde god afstand til hinanden, det er vigtigt.

 

I forhold til vores årsmøder som er planlagt til at skulle afvikles i nærmeste fremtid vil disse kunne afholdes med max 10 deltagere. Bliver man flere en 10 deltagere, kan møderne afholdes virtuelt. Det kan også være en kombination af 10 personer i Egely og øvrige deltagere med virtuelt. Udvalgene vil modtage materiale, som kan hjælpe med afvikling af møderne via et system som hedder ZOOM. Bestyrelsen har brugt systemet til virtuelle møder, og det fungerer rigtig godt.

 

Fantastisk glædeligt er det, at vores sauna nu er kommet på plads på sin ponton. Den ligger og ser skøn ud på sin plads i jollehavnen. Sikke en udsigt inde fra tønden gennem det store vindue ind mod Thurø Bund. Endnu et fantastisk aktiv i vores klub. Saunaudvalget arbejder på at få de sidste ting på plads, så det bliver muligt inden længe at tage saunaen i brug. Brugen af saunaen bliver selvfølgelig også under nødvendige Coronahensyn.

 

Første punkt på dagsordenen var virtuelt møde med Henning Hansen fra Sport House som har været konsulent på vores klubudviklingsforløb. Vi følger op på vores udviklingsplan sammen med Henning Hansen én gang årligt. Vi får en kærlig påmindelse om fortsat at arbejde målrettet med vores målsætninger i klubben.

 

Vi har i bestyrelsen brugt lang tid på at finde et nyt egnet regnskabssystem til klubben. Det er nu lykkedes og vi har lagt os fast på at anvende ForeningLet. Udvalgene vil blive involveret inden længe.

 

Der vil være ungdomstræning i klubben om lørdagen fra og med lørdag den 31. oktober og fremadrettet.

 

Bestyrelsen